Historie B
En kilde skal ikke bare beskrives. Den skal placeres, vurderes og bruges til at sige noget historisk.
Denne side er den korte eksamensversion. Den officielle metode fra underviseren findes under Generel kildekritik.
Du behøver ikke få alt med. Du skal hurtigt finde ud af, hvem der taler, i hvilken situation, og hvad kilden kan bruges til at belyse.
Start med det sikre: ophav, tid og formål. Gå derefter videre til kontekst, betydning og begrænsninger.
Mange fejl opstår, fordi man går direkte til indhold uden først at placere kilden.
Især politiske, normative og ideologiske kilder bliver stærkere analyseret, når du siger noget om tendens.
Det er her, du går fra kildebeskrivelse til egentlig historiefaglig analyse.
Kildekritik
En stærk analyse viser både, hvad kilden er god til, og hvor den har begrænsninger.
Start med at afgøre, om du står med en beretning, et dokument, en normativ tekst, et billede eller noget andet.
“Det er vigtigt, fordi kildetypen sætter grænser for, hvad man kan slutte.”
Placér afsenderen socialt, politisk eller institutionelt, og sig gerne noget om modtageren.
“Kilden er skrevet af ..., som havde en klar interesse i ...”
Forklar, om kilden er skabt midt i begivenhederne eller senere, og hvad det betyder for blikket på sagen.
“Det har betydning, fordi kilden enten er tæt på begivenheden eller præget af eftertidens blik.”
Spørg altid, hvad afsenderen ville opnå.
“Man skal være opmærksom på tendens, fordi kilden prøver at ...”
Sig konkret, hvad kilden belyser, hvad den ikke kan stå alene med, og om den bedst bruges som levn, beretning eller begge dele.
“Kilden siger ikke hele sandheden, men den kan bruges til at belyse ...”
Mundtlig metode
En god kildeanalyse lyder rolig og enkel: placering først, derefter kontekst og vurdering.
Placering: “Kilden er fra ... og er lavet af ... til ...”
Kildetype: “Det er en ..., så den kan især bruges til at ...”
Kontekst: “Den skal ses i sammenhæng med ...”
Tendens: “Afsenderen har sandsynligvis et formål om at ...”
Brug: “Derfor kan kilden bruges til at belyse ...”
Undgå dette
De fleste svage præstationer falder i de samme mønstre.
At genfortælle kilden uden at sige noget om afsender, tid eller formål.
At glemme historisk kontekst og derfor behandle kilden som løs tekst.
At kalde kilden “sand” eller “objektiv” uden at diskutere kildetype, tendens og begrænsninger.
At sige for lidt om, hvad kilden faktisk kan bruges til at belyse.
At glemme forskellen på at bruge kilden som levn og som beretning.
“Kilden er fra ... og skrevet af ... til ... Det er en ..., så den kan især bruges til at ... Den skal forstås i sammenhæng med ... Afsenderen har et formål om ... Derfor er kilden relevant, fordi den belyser ... Samtidig har den en begrænsning, fordi ...”
Hvis du kan sige noget i den stil roligt og præcist, er du allerede stærkt stillet.